Kærsgård

Kærsgård
Dansk Gås

mandag den 29. april 2013

Kærsgård Tudefjæs!

Den svære madkunst!

Økonomien

Jeg stod en gang glad og fro på et marked, som vi jo gør så ofte. En kunde kommer hen til mig og får smagsprøver. Hun smiler meget og siger, at det smager rigtig godt og vil gerne købe lidt med hjem. Undervejs i handelen siger hun: Nu håber jeg ikke, det er noget I tjener penge på!!! Det var ikke ment som, at det er noget bras, det vi laver, men at hun var af den opfattelse, at det vi bruger så meget tid og hjerteblod på, skulle der ikke også tjenes penge på. Og hvad svarede jeg: Øøøøh bøøøh tjaaah...., for jeg fik da pludselig en dårlig smag i munden over, at vi skulle tjene penge på de fødevarer, vi avler frem, selvom der jo også skal betales skat, husleje, revisor, obligatorisk rådgivning, fødevarekontrol og mange andre ting osv. Sådan er vilkårene efterhånden blevet i fødevarebranchen.

Jeg har arbejdet som direktions- og chefsekretær i mange år og har haft en god løn med mange gode goder, men dog lange - meget lange arbejdstider. Utroligt at jeg egentligt klarede det i så mange år, for jeg har det rigtig skidt med autoriteter, hvis nogen skulle være i tvivl ... - især når gensidig respekt ikke er tilstede. Det lykkedes mig dog at have ganske få gode chefer, som forstod at udnytte det, jeg var god til.

Jeg sluttede min erhvervskarriere som kontorassistent, og det var jeg bare glad for, fordi jeg så fik kolleger omkring mig, jeg kunne tale med. Det havde jeg ikke på samme måde som direktions- og chefsekretær. En sekretær skal jo helst holde på hemmelighederne, derfor får vi som regel også en god løn for at kunne være "the lonesome wolf".

Men der er jo stadig chefer, som vil bestemme alt for meget. De mente også, det var en rigtig god idé, om jeg fik mere end 2 timers transport om dagen i stedet for 15 minutter, så samarbejdet både for mig og en del andre kolleger ophørte. Det kunne ikke hænge sammen med det herhjemme, som jo var det jeg gerne ville.

Det blev startskuddet til at køre fuld skrue på Kærsgård og Bondens Marked. Det var en beslutning, vi tog i fællesskab, og den blev taget fuldt ud fra dag ét. Ikke noget med dagpenge, andre offentlige ydelser eller alle mulige andre ulovligheder, så man kan udnytte systemet samtidig med, man venter på succes - næh nej - det var et clean cut fra et liv som almindelig lønslave og til et frit liv som selvstændig. Gårdbutikken blev åbnet og Bondens Marked fik fuld opmærksomhed.

I starten af forløbet tog jeg en del kurser indenfor iværksætteri og journalistik, som også kun vi selv har finansieret og ikke samfundet. De kurser har jeg stor glæde af. Ville gerne have fortsat, men det er dyre kurser, og dyrene og gården kommer allerførst.

Vi må selv ud og markedsføre og sælge vores produkter, for skal vi sælge til videresalg til andre, tjener vi ingenting. Når en købmand skal tjene 50% på vores produkter, så hænger det ikke sammen. Ergo må vi selv af sted. Det er dét mange små og mindre landmænd lider under. Skal man sælge til videresalg, kræver det meget stor volumen, før det hænger sammen, og så mister Kærsgård og andre småbrug altså noget af hyggen, nærværet og "håndværket".

Det er bl.a. derfor vi har lavet Bondens Marked. På denne måde kan kunden købe vores produkter direkte af os uden det fordyrende mellemled. Det vinder alle på - på nær købmanden og supermarkederne. Men det er hårdt arbejde. Det skal så også siges, at bonden selv bedst sælger sine varer.

Kontoen for Bondens Marked er langsomt på vej i overskud. Vi startede op i 2007 og er blevet taget ved næsen flere gange. Det kan være, vi har været for naive, men vi skulle i gang med sagerne og mente, at de samarbejder vi havde indgået - både med offentlige og de private - var gode. Vi griber nu tingene anderledes an, udliciterer og laver selv kontrakter. Det er nødvendigt, ellers overlever vi ikke. Vi er også afhængige af vejret og store begivenheder, så nogle markeder har på den konto givet underskud

Det er ikke gået ud over hverken stadeholdere eller marked, at det har været sådan. Udviklingen er blot gået lidt langsommere. Vi er på rette vej, men det bliver aldrig nogen guldrandet forretning for os. Meningen er, at det skal kunne løbe rundt med plads til forbedringer og udvikling. De penge, der kommer ind på Bondens Marked bliver i Bondens Marked. Som Mikael Hansen fra Kulinarisk Sydfyn siger: "Man skal ikke afholde fødevaremarkeder for at tjene penge, for det kommer aldrig til at ske!"

Men, at det er Lars og mig der står bag som privatpersoner - det kan åbenbart støde en del mennesker. Det gør så til gengæld også, at det er svært at søge om om midler, så vi virkelig kunne rykke, for det kræver at man er en forening. Og jeg orker heller ikke - igen - at skulle udfylde uforståelige ansøgninger på 64 sider til et system der helst kun bevilger penge til nye projekter og ikke ønsker at støtte de gamle. At så de nye projekter ofte består af folk fra de gamle projekter - det er en anden snak.... Havde jeg tid og evner og intet andet at lave, så gennemgik jeg gerne hele det offentlige bevillingssystem. Det bliver en helt anden historie en gang - og her kunne spares rigtig mange penge! Men Bondens Marked skal hvile i sig selv - uden offentlige midler og midler fra utidige investorer.

Ja - Bondens Marked foregår for Lars' og min regning og risiko. Lars er den praktiske, og jeg er den højtflyvende - og denne kombination er god, når vi kan enes om det. Men det skal vi jo, for elllers hænger det ikke sammen. Vi erkender hinandens stærke og svage tider og lader bølgerne gå højt indimellem.

Vi skulle jo så gerne via handelen hos Kærsgård på Bondens Marked gerne tjene penge - ellers er det da helt gakkelak!

Projekterne

Så er der projekterne. Vi har gang i mange ting på Kærsgård for at forbedre dyrevelfærden og vores produkter. Det er blot hundesvært at finde nogle at samarbejde med.

Vi har nogle gode mentorer på dyreområdet, som vi ikke kan klare os uden. Vi har selv fundet og overbevist dem, og vi synes vi er ret gode til at finde nogle af de dygtigste at samarbejde med. Det tager tid at skabe den tillid i sådan nogle samarbejder.

Blot er der stadig masser af ting, vi selv skal finde ud af og sætte os ind i. Derfor skal vi i gang med at prøve forskellige typer af dyr. Dyr som er sat i verden til at vokse langsomt med en god struktur og smag i kødet. Der skal altså også være kvalitet i smagen, og det arbejder vi på.

Vi mener, vi har fundet det rigtige "kødkvæg" nemlig vores Jerseytyrekalve og og vores får af racen Shropshire, fordi de vokser langsomt, så nu skal vi arbejde med kyllinger, gæs, ænder og grise.

Fjerkræ er i dag kun lavet til at skulle leve i kort tid. Når de så hos os skal leve i 80 dage, så volder det problemer. Vi har gang i et fjerkræprojekt sammen med hele rækken inden for branchen, så vi kan sikre en sund, dansk bestand af fjerkræ i fremtiden, og det haster! Det skriver jeg snarest om særskilt.

Og hvordan er den bedste gris i smag og struktur? Det skal vi også have fundet ud af.

Hvordan sikrer man, at dyrene får de nødvendige proteiner uden at skulle indtage soja fra nedlagte regnskove, der blevet til miljøbelastende marker? Det arbejder vi også på. Vi er i gang med at forsøge os med hestebønner, hampepiller, malmbyg og ærter.

Så er der, hvad der kommer ud af de slagtede dyr. Vi har et glimrende samarbejde med de bedste slagterier og slagtermestre. De tør blot ikke gå væk fra nitrit og andet, men de er de bedste håndværkere med masser af priser bag sig. Vi har mange gange efterlyst samarbejde imellem kokke, slagtermestre og producenter, fordi slagterne og os selv mangler viden til, at der kan laves noget godt.

Vi har smagt masser af pølser og andet pålæg uden tilsætningsstoffer, som er gået direkte til hundene. Ja, de stakkels hunde må stå model til meget, og de har sågar præsteret at sige "badr!" og se fortørnede på os. Det er bare ikke godt nok, at der ikke er tilsætningsstoffer i. Det skal altså også smage godt og må også gerne se bare lidt appetitligt ud.

Men igen må vi erkende, at vi selv må sætte os ned - sammen med alt det andet vi laver - og selv finde de ultimative opskrifter, der passer til vores kød, for det skal blive bedre, end det vi laver nu - ellers kan det være lige meget! Det gode håndværk, de gode råvarer og det sunde må da for pokker kunne kombineres!

Det er en skam, at det er svært at samarbejde både producenter imellem og madlavere og producenter imellem. Det har jeg skrevet om før. Hvor ville vi bare kunne rykke i den danske fødevarebranche, hvis vi kunne. Det kan være vi ikke er interessante nok at samarbejde med, men så må vi jo selv i gang.

Vi føler os her på Kærsgård ret alene her i kampen. På de dårlige dage tager vi fat i hinanden og siger: Vi har kun os to!

Det er en ren klagesang den her. Jeg læste i går at selv Rene Redzepi (uden sammenligning med os i øvrigt) må  forsvare sin livsdrøm med, at han helller ikke er pengepuger.

Og hvorfor gør vi det så? Vi kunne for to gode lønninger stadig have siddet i vores gode lejlighed på Frederiksberg og besøgt alle de fine restauranter derinde og få vores fødevareoplevelser dér, som vi gjorde den gang. Men det her er vores livsdrøm og -stil. Jeg går ikke længere i spadseredragt, men i overalls. Vores hjem er ikke længere rent (selvom Lars stadig drømmer om det). Her er konstant støv, jord og møg, men her er højt til loftet på alle måder. Vi er stadig i gang med at bygge om nu på 12. år, men planerne og drømmene er intakte. Vores gamle lejlighed på Frederiksberg var helt fiks og overfærdig.

Vi lægger faktisk hele vores hjerteblod i det her. Lars elsker sine dyr og føler et kæmpe ansvar for dem, og de er de vigtigste i vores verden. Vi kan ikke lade være. Vi gør det ikke udelukkende for kundernes skyld. Vi gør det, fordi vi tror på det og tror på det lange, seje træk. Det er ikke altid, vi får formidlet det godt nok til kunderne, men det er jo også vores livsprojekt, som det kan tage lidt tid og få formidlet ud. Og vi kan ikke gøre alle tilfredse. Det er umuligt.

Vi leger tit med tanken om, hvad vi ville gøre, hvis vi virkelig kom til muffen. Jamen så ville vi gøre det endnu bedre med landbrug og Bondens Marked, for det er af en eller anden mærkelig grund det, vi brænder for.

Jeg bliver berørt , når vi - og andre ildsjæle - får skudt i skoene, at vi er nogle gemene pengepugere og stikker folk blår i øjene. Det kan godt være, at vi på nogle områder ikke gør det godt nok, men vi prøver hele tiden på at lære og blive dygtigere. Og det kan vi heldigvis stadig nå - selv ved egen hjælp, for vi kan godt.

Har man behov for at tjene penge, så skal man holde sig langt væk fra fødevarebranchen og finde på noget helt andet - medmindre man er meget stor som alle de store spillere, der sætter dagsordenen for hele det danske fødevaremarked. Det er ikke hverken Kærsgård eller Bondens Marked, der gør det, hvis nogen skulle være i tvivl.... Vi er bittesmå.

Og selvom vi måske til tider kan føle os alene, så er vi det ikke. Vi kunne ikke leve foruden alle vores gode samarbejdspartnere. Men det er mig der står ansvar, når det kræves, og det skal jeg nok klare!

Som vores bedste mentor siger til mig i ny og næ: "Jette, jeg behøver ikke at forstå - jeg vil bare vide hvorfor!" Det, håber jeg, at ved nærværende har kunnet gøre. Synes jo, at jeg plejer at være ærlig og åben.

Og nu tilbage til arbejdet omkring Fjekræprojekt, Bondens Marked og Kærsgård.



torsdag den 31. januar 2013

Den onde cirkel

Hver evig eneste dag er der diskussioner om vores fødevarer på de sociale medier og i nyhederne. Man kan tilmelde sig grupper og sider og twitte sine meninger om dette og hint. "Det er alt for dårligt altsammen herhjemme, og landbruget kan ikke være det bekendt!", er der mange, der kan blive enige om. Og hvis man synes, at noget er for galt, så er det bare om ukritisk få meldt sig ind i en masse og udbrede sin mening. Så har man god samvittighed. - og det er så nemt. Jeg gør det også.



Lige så nemt er det at gøre det modsatte af, hvad man mener på Facebook, når man står i supermarkedet og kigger rundt på varesortimentet, for de ligger jo bare der - varerne - og fortæller ingenting om, hvilket liv guleroden eller koteletten har haft, så ofte bliver prisen det afgørende, når der skal købes ind i en fart, for der er ingen, der protesterer, og "nu har vi jo også lige brugt mange penge over julen, og om lidt skal vi på vinterferie..." Og der er fortsat krise i Danmark. Selvom man ikke allerede er arbejdsløs, så ligger frygten der, for at man kan blive det. Og det er så nemt at købe billig mad herhjemme, så hvorfor ikke....

Tanken om at grisen har haft et dårligt liv, eller at guleroden mere består af vand end af saft og kraft, fordi det har skulle gå hurtigt, så her er fyldt godt med "krudt" på, det betyder mindre, når man ser sit kontoudtog for sit indre øje. Dermed er smag og kvalitet for mange mennesker slet ikke med i tankerne, når de handler.



Jeg ser ofte de der megapakker i supermarkederne af flæskekød og oksemørbrad til næsten ingen penge. Det bliver hældt ned i vognene i massevis. Jeg tænker hver gang på, hvad de dog skal med al det kød. Vi spiser alt for meget kød herhjemme.

For et par uger siden var i Viby ved Aarhus og besøge familien. Jeg ville lave noget god mad til mine forældre, når jeg nu var hjemme, og måtte på en søndag ty til Føtex. Jeg gik hvileløst mellem kølediskene for bare at blive inspireret lidt.

Der var altså intet økologisk kød - det behøver det så heller ikke være, men så da noget fritgående; noget kvalitet! Det blev til en bornholmerkylling, og dem har jeg ikke meget fidus til, men vi fik da et måltid mad med masser af grøntsager. Men i hvert fald havde jeg ikke valget til at købe kvalitet, selvom jeg gerne ville betale for det - og det formentlig fordi Dansk Supermarked ikke vil betale producenterne af kvalitetsråvarer den pris, det koster og nok heller ikke vurderer, de kan sælge det til den pris, det koster.



Jeg blev klar over, hvor priviligerede vi er her på Kærsgård med vores gode kød. Det er da heldigvis ekstremt sjældent, vi er nødt til at købe kød uden for Kærsgård. Jeg håber, jeg i år kan følge trop med grøntsagerne til eget forbrug, så vi efterhånden kan blive selvforsynende her med gode ting og sager.

De, der producerer fødevarer med den høje kvalitet på den mest naturlige måde og med den høje dyrevelfærd, lever i en svær tid.



Både som ny og etableret er det svært at slå igennem på markedet, fordi det er dyrt at starte en produktion op og vedlige og udvide den, for der skal måske købes marker til, der skal laves hegn, der skal købes udstyr til marker og stald. Frø, korn og planter er heller ikke billige, hvis det skal være ordentligt. Det er dyrt at markedsføre sig, og man brænder helt sikkert unødvendige penge af, for hvor skal man gøre det? Der er meget kontrol - uanset hvilken fødevare man frembringer - og det koster også penge og tid. Slagt og høst er også dyrt. Meget tid og mange penge lægges også i at netværke. Fødevarerne går mange led igennem og hvert led medfører omkostninger. Det gælder for alle fødevareproducenter.

Men vil man ydermere lave den gode kvalitet i guleroden og dyrevelfærden i kødet, så løber der yderligere omkostninger hos den lille ildsjæl end i de store landbrug, fordi vi netop vil undgå at lave smagsløse fødevarer af dårlig kvalitet.

Det har ikke kun noget at gøre med den gode samvittighed overfor vores jord og vores dyr. Det har også noget at gøre med sundheden i kødet af et dyr der har gået ude og brugt sine muskler, spist masser af grønt, fået frisk luft osv. Der opstår nogle andre processer i dyr, der har alle de muligheder og det gør at kødet er sundere for os mennesker. Det er jo ligesom at vi mennesker har godt af røre os og spise mere grønt.

Det samme gælder for en grøntsag, der ikke er ikke er pumpet helt op med gødning, så den mest består af vand og ikke de næringsstoffer, der er sunde for os mennesker - og giver en bedre smag.



Jeg vil lige indskyde, at dette ikke er tale om økologiens lyksagligheder. Den diskussion vil jeg slet ikke ind på. Det er en tale for den sunde fornuft!

Som producent af fødevarer synes jeg, at det "at slå igennem", og det at samarbejde med andre, kan være noget af det sværeste. Der er så mange af enhver slags, der har meninger om fødevarer i dag.

Lars og jeg har lige fra, da vi startede op konstant hørt på, at det var da dog det mest tåbelige, vi kunne finde på at gøre og hold da op med det, og tag jer sammen og lad andre om det - lød det fra alle sider.

Det gælder både for Kærsgård og Bondens Marked. Hvad bilder vi os dog ind at komme her! Men vi er nok som humlebien, der ikke ved den ikke kan flyve, for vi bliver ved, og vi bliver ved med at tro på det her. Fame så! Det skal så siges, at dette her ikke kan lade sig gøre uden Lars' gode arbejde hos F.L. Schmidt, og fordi vi ingen børn har og næsten ikke ser tv.

Det er det lange seje træk, som jeg har før har nævnt, og så håber jeg altså også snart på flere gode samarbejder på kryds og tværs. Distributionen af vores fødevarer er noget af det sværeste at få til at gå op, men hvis en kok fx ringer til mig og siger: Kan du skaffe mig en ged eller 3 kg kvæder, så vil jeg sørme gøre alt for at skaffe det og komme med det og håbe på, at det kan være starten til et samarbejde, som måske kunne gøre at gæsterne i restauranten spørger: Det var dog noget virkelig lækkert gedekød. Hvor kommer det fra? Hvad historien bag det? Så kunderne måske kunne få lyst til at komme forbi gedeproducenten og besøge hende.

Men hvis gæsten igen er ligeglad med smag og kvalitet, så er vi jo selvfølgelig ligevidt. Det hele hænger sammen, så hvis forbrugeren er kritisk, både når hun er ude og spise, og når hun handler i stedet for blot at handle og proppe i hovedet, så er vi allerede et langt skridt videre dér til glæde for alle!

Jeg vil vove den påstand, at både producenter, forbrugere, madsnedkere, meningsdannere, netværkere osv. er nogle stædige egoister i øjeblikket. Vi mener alle, at vi hver især er så vigtige, så vi behøver ikke at samarbejde, og jeg tror det er her det går galt. Vi er et lille land, og det er så nemt at have en mening om alle her i lille Danmark pg pege fingre. Men hvis vi nu rakte næverne ud mod hinanden i stedet og var kritiske på den gode måde, stillede spørgsmål, lærte hinanden noget, så vi blev bedre - både i køkkenet og i produktionen. Hvis nu bare gad åbne os lidt mere og tage imod og dele, så kunne vi kunne komme langt med den danske fødevareproduktion! Begynd fx med at tage ud og besøge din lokale bonde og se, hvad hun går og laver og få en snak. Vi elsker at fortælle til dem, der gider høre på os.

Billederne er fra Kærsgård og Bondens Marked

onsdag den 12. december 2012

Nisserne og væsenet!

Jeg blev fanget af nisserne i dag på min varetur rundt om på Sjælland, så jeg havnede i Brorfelde. Jeg ser det i hvert fald som et tegn, at jeg pludselig holdt der. At det så ikke helt ser ud i Brorfelde i virkeligheden, som det gør på tv - det er så en anden sag. Men jeg kom forbi i min distræthed og sendte faktisk en hilsen til nisserne. Observatoriet står der i hvert fald. De må kunne gøre noget i forhold til stjernetegnene - og jeg er Skorpion - hvis nogen skulle være i tvivl... Grrrrr....

På mine ture rundt omkring i landet har jeg meget kontakt med producenter, forarbejdere og mange andre små i fødevarebranchen, og der bliver færre og færre af os år for år. Det er noget møg! Men svaret er det samme alle steder: Kontrollen er så hård og så urimelig, så vi vil ikke mere. Vi skal konkurrere med resten af Europa, hvor forholdene for dyrene er elendige, og priserne for at få EU-certifikater er en 1/10 af, hvad vi skal betale her. Og det er det de danske forbrugere ønsker - det billige altså  - siges der.

Oven i købet har vi via regeringen fået en ny slags højesteretsdommere: De anonyme anmeldere, der keder sig her i livet! Yjf! Vi hørt om noget! Vi skal anmelde andre - og myndighederne tager os mere alvorligt end producenterne! Jeg hører historier om, at kontrollen (væsenet) kommer og buldrer på producenters og forarbejderes døre - også selvom det er uden for sæsonen for det, der burde være gang i  (vi har fx ikke mange ænder i januar )  - og maser sig ind med køllen i hånd pga. en anonym anmeldelse! At det så viser sig, at der ikke var belæg for anmeldelsen, det er da ligegyldigt! Det er op til den, der er blevet anmeldt at bevise sin uskyld! Og de, der kommer med køllen i hånd, siger ikke: Undskyld vi tog fejl - tværtimod!

Jeg talte med én i dag, som havde taget nogle billeder af sine slagtede kræ i opmærket tilstand og lagt på sin hjemmeside. En eller anden havde tolket det som om, der blev hjemmeslagtet - og det må vi jo ikke - og havde anmeldt. Havde kontrollanten blot kigget nærmere på numrene på mærkaterne for, hvem der havde slagtet, så var postyret aldrig opstået, men det bl.a. gør nu - oven i alt det andet bøvl - at vedkommende overvejer at give op. Og jeg skal hilse at sige, at det bliver en katastrofe for os andre!

Skal man konstant have pistolen for panden og konstant bruge tid, konsulenter og penge på at forsvare sig mod det vilde vesten (væsenet), så er det også bare ligegyldigt!?!? Det ER det vilde vesten!

En nær samarbejdspartner havde lagt et stykke nyrøget - lovligt fanget - ål i sit køleskab til fælles nydelse - ca. 10 centimeter. Vi ved det jo godt. Vi må ikke, men vi er mennesker af kød og blod - men væsenet kom forbi lige i samme øjeblik. Dette lille stykke ål i køleskabet har kostet den bedste forarbejder sin stolthed. De har den flotteste butik syd for København. Alting er bare i orden! Der er pænt og rent. Varerne er mere end i orden - men der lå sgu et stykke ål = sur Smiley, pålæg og bøde!

Jeg hører hvert år på mine ture rundt omkring: Vi vil ikke mere! Vi orker ikke. Og for hvert år bliver vi færre. Vi har i vores kategorier ikke råd til at hyre konsulenter, der kan finde ud af reglerne og tolke dem for os. Jeg har gået i skole uafbrudt fra 1970 - 1987 og så fortsatte jeg med noget jura, HD og journalistik - men jeg kan ikke hitte ud af det! Hvad skal jeg så uddanne mig som, for selv at kunne finde ud af det? Og hvad skal andre gøre for at være slagter, landmand, producent m.m.? V

Men anmelderi er dog det værste! En avler i Nordsjælland af det bedste inden for gamle danske landracer og dyrevelfærd blev anmeldt af en gæst, fordi en enkelt gris var sluppet ud på gårdspladsen = bøde og påtale! Ja - dyrene skal gå indhegnet, men alle andre ved, at dyrene dér har det allerbedste, biodynamiske liv på netop det sted! Dyr er ikke robotter og forstår ikke regler!

Her på Kærsgård slipper tyrekalvene også ud en sjælden gang imellem - det er da noget møg - der går år imellem! Men det er dyr, der går ude i det fri og nyder det gode liv. De har enorme kræfter, og en gang imellem kan de lige få skubbet til noget, som elektrikeren herhjemme kan have sikret med klemmer, jord og overgange, som var det Fort Knox! Heldigvis har vi p.t. naboer her i Teestrup, som hjælper os og ikke har anmeldt os - men det er vel et spørgsmål om tid, før nye, nævenyttige flytter hertil?

Så ja - man må gerne se det gode dyreliv på Kærsgård, men vi bliver mere og mere private af frygt for den der anmeldelse vi så skal bruge tid på over for "væsenet". Vi ved vi har god og høj dyrevelfærd her, men af uvidende kan den også misforstås. Jeg har hørt folk sige: Nej - jeres dyr går ude - og det regner! Så hvor gerne vi end vil vise det gode liv på Kærsgård, så bliver det mere og mere begrænset.

Jeg er blevet så utryg ved vores samfund, fordi de, der burde sikre og beskytte os, er gået over til at være skatteopkrævere for staten. Det er bare ikke i orden, når sikkerheden og trygheden i samfundet bliver overtaget af det vilde vesten. Når kontrollanter, politi, farisæere og toldere (væsenet) blindt står og rasler med bøssen/geværet, så bliver jeg bange. De har de forkerte kasketter på.

Vi fik vores glade smiley på min fødselsdag af en sød, ydmyg konsulent som sagde: Jamen jeg ved jo at hos jer er der ikke noget at komme efter, for det er jeres hjerteblod, så hvorfor skulle I snyde med noget? Vi kan jo lukke jeres levebrød og hjerteblod, hvis den er gal, og det vil sådan nogen som jer jo gøre alt for at undgå. Han afsluttede med at sige: Jeg vil have kage næste gang, for her er hyggeligt! Jeg vil gerne give ham hvad som helst, for han har den rette indstilling. Det havde den foregående også. Hun havde også hjertet på rette sted og turde vejlede.

"Væsenet" må gerne samarbejde med os nu, så vi sammen kan gøre det bedre, men mon ikke mange fra "væsenet" synes det er fint bare at lukke os, så al dansk fødevareproduktion og -forarbejdning kan flytte til udlandet. Nogen har i hvert fald ikke forstået noget, for det er sådan realiteterne er!

Skal "væsenet" virkelig være skyld i at al dansk fødevareproduktion flytter til udlandet til usle forhold for dyr og mennesker? Eller skal "det" samarbejde, så vi kan sikre gode forhold for dyr og mennesker herhjemme?

Og nu har er det jo så via et andet projekt gået op for os, at langt fra alle i andre lande ønsker dårlige vilkår for dyr og mennesker. Alle skal aldrig køres over med én kam. Andre i Europa ønsker også at kæmpe kampen for de små producenter.

På Kærsgård kæmper vi gerne kampen mod "væsenet" og sammen med dem i "væsenet" som gider samarbejde.

Jeg tror jeg kan se et rødt lys fra en nisse fra Brorfelde uden for mit vindue, som vil hjælpe os .....

Glædelig jul fra Gnavpotnissen Jette og hendes hårdtarbejdende Lars Peter

tirsdag den 25. september 2012

Skal små producenter producere fjerkræ i Danmark - åbenbart ikke....

Dette er skrevet med hjertet og jeg har måttet udsætte hvad jeg lærte på journalisthøjskolen til en anden god gang. Der er heller ingen grund til at bringe billeder!

Jeg vidste, vi var sent på den, så jeg prøvede med et kækt: ”Lars har fødselsdag i dag!” ”Så skal vi da ha’ en fødselsdagsdram senere”, siger Ib så, mens ”kysen” skubbes om i nakken.

Lars og jeg er ankommet til Dannemare Fjerkræslagteri ved Nakskov. Det er tidlig morgen, og vi skal hente vores friskslagtede kyllinger med hjem til gårdbutikken. Gitte og Ib har været i gang længe og er næsten færdige med at pakke kyllingerne i poser. Vi var jo lidt sent på den…. Så vi skal hurtigt i gang med mærke poserne med vores prismærkater og pakke i kasser, så de hurtigt kan komme ud i køle/frostcontaineren og blive kølet ned til den rette temperatur.

Vi er end ikke kommet i gang, før Gitte tager sig til hovedet og siger: ”Jeg var lige ved at stortude i går og har ikke sovet hele natten!” Ib er forbavsende stille og virker fraværende. Han plejer ellers at være god for en fræk, lollandsk bemærkning.

Fødevarekontrollen var forbi i går og havde til dagens anledning fundet en masse regler frem, som Gitte og Ib ikke havde hørt om før - selv efter mange år i branchen - men kontrollanten var ny og regler skal overholdes! Gitte har brugt natten på internettet for at finde hoved og hale i alle de regler, hun fik læst op i går, og som hun har noteret ned side for side.

Regler som er fuldstændig umulige at overholde og umulige at læse om – eller sågar finde - på nettet. Det er blevet så kompliceret og omfattende, så man skal udstyres med en embedsmandsuddannelse og/eller have enormt god tid og tålmodighed og/eller hyre en konsulent indover til at oversætte og fortolke. Problemet er, at ingen mand i dette land kender reglerne eller har styr på, hvordan de skal forvaltes. Og os der arbejder i fødevarebranchen som små producenter har hverken tid eller penge.

Gitte og Ib må ikke længere slagte for private. De må nu kun slagte for professionelle, registrerede avlere. Så fru Jensen med sine fem kyllinger må selv i gang eller Olav med sine fem gæs, som har skudt på jagt.

Gitte og Ib har fået indskærpet, at der skal tages salmonellaprøver et utal af gange – også i produktionen, hvor vi hører til, hvor der skal foretages de såkaldte ”sokkeprøver”. Så skulle man jo tro, at kyllingerne skulle udstyres med sokker, men det er os mennesker, der skal det og så tøffe en tur rundt i hønsegården. Hver salmonellaprøve koster en sum penge, og det kan jo ikke forrente sig, når fru Jensen skal have sine fem kyllinger til eget forbrug.

Indvoldene skal kontrolleres af en dyrlæge og de kasserede dyr skal opbevares, så dyrlægen kan undersøge, hvorfor de er blevet kasserede.

Ib har slagtet fjerkræ siden han var 14 år og nu skal han på kursus i, hvordan man afliver dyr – eller i det mindste overvåges af en kontrollant.

Jeg kunne remse op side op og side ned, og det kommer jeg også til, for denne vinter skal bruges på at komme til bunds i den danske branche for små fjerkræproducenter. Den er helt gal, og det er lige fra de høns der laver kyllingerne over æggene til slagterierne.

Ib, som i dag var stille, sagde: ”Det er godt nogle små kyllinger, I har denne gang. Det er da de mindste kyllinger I endnu har haft.” ”Tjaah”, siger jeg, ”Topæg sagde jo, da jeg hentede de daggamle kyllinger, at han syntes det materiale, han fik, blev dårligere og dårligere. Han var ikke længere tilfreds.”

Topæg henter selv sine æg i Østrig. Den race vi opdrætter hedder JA757. Han tager så æggene hjem og ruger dem ud. Og som sagt, så bliver det dårligere og dårligere, så nu overvejede han selv at anskaffe sig ”en mor og en far” og se, hvordan det kunne gå, ”men det er jo et kæmpe arbejde, som han sagde”.

Vores kyllinger har gået ude og har haft et godt liv. De har fået masser af grønt og motion. De har fået et godt foder fra DLG med det i, de behøver for at kunne trives godt. De så noget pjevsede ud, da jeg lukkede dem ud i hønsehuset, da de kom. Der var ikke mange, der døde, men kønne var de ikke. Det var ikke en gang til at tage billeder af dem til nettet de første par uger, syntes jeg. Men de vokser sig vel kønne, tænkte vi. Og det gjorde de sådan set også. De var livlige og meget ude, men små var de.

De KAN i hvert fald ikke have et bedre og længere liv end hos os! De var nu begyndt at gale og nappe til hinanden, så de var på tide de blev slagtet.

Gitte og Ib sagde, at vores kyllinger virkede faste og gode i både kød og knogler, men de er godt nok ikke så store, som de plejede at være. Fjerkræ kan ellers være skrøbeligt i kød og knogler, selvom de går frit rundt, men det virkede vores ikke til at være.

I starten af sommeren hentede vi vores gæslinger. De kostede os en formue i indkøb per styk, for markedet for især gæs, men også ænder er gået helt over gevind. Gæs- og ællinger hentes også nede i Europa. De er kommet ud af æggene dernede og afhentes daggamle til Danmark. Sidste år var der sygdom i besætningerne i Sydeuropa, og mange blev slået ned, så derfor halter produktionen efter. Markedet er gået amok.

Mange af gæslingerne begyndte ret hurtigt efter ankomsten til gåsegården på Kærsgård at lægge sig på ryggen, og så kan de ikke komme op igen. Vi vender dem mange gange, ind til vi bærer dem over i vores lille sygeseng. De havde mørke rander rundt om øjnene.  De skulle da have en chance, mente vi, men de dør hver gang. Så egentligt havde det været bedre at aflive dem, så snart det blev konstateret, at de blev ved med at lægge sig ryggen og ikke kan holde sig rene. Vand, snavs og fedt kravler gennem fjerne, fordi de ikke har kræfter til at holde sig rene.

Set i bakspejlet burde burde vi jo nok have sendt dem af sted til undersøgelse for at få konstateret, hvad der var galt med det store antal døde. Vi har set det før hos ællingerne og ser det stadig, men aldrig før hos gæssene. Vi mistede i hvert fald 25 gæslinger ud af 100. Og det er bare ikke sjovt at komme ud til sine dyr, når de er syge og ikke trives.

Så hvad angår både gæslinger, ællinger og kyllinger, så bliver det materiale, der sendes videre til producenterne simpelthen dårligere og dårligere. Vi kan som producenter så ellers fodre dem nok så sundt og godt og give dem al den friske luft og motion, vi ønsker, men det nytter jo ikke når vi får nogle skravl, hvor en del dør og mange fra starten bare ikke er sunde.

Desværre har rugerierne opgivet selv at ruge ud eller have ”mødre og fædre” selv, som laver æggene. Dér, hvor vi får vores fjerkræ fra, er de absolut ikke tilfredse med situationen. Men det er blevet så kompliceret herhjemme både at ruge fjerkræ ud og opdrætte, så rigtig mange opgiver i alle led fra rugeri, over producent til slagter.

Vi må simpelthen som det allerførste have myndighederne til at lave et regelsæt, som vi i alle led kan forstå og forholde os til – uden at skulle betale konsulenter. Ikke engang kontrollanterne aner, hvad de skal stille op! Gitte spurgte kontrollanten, om hun ikke kunne få noget på skrift, som hun mente ikke kunne være rigtigt og fik svaret: Næh – det må du selv finde ud af! Hvor er retssikkerheden henne?

Vi må have forhold herhjemme, der gør det muligt at selv at kunne udruge æg fra egne ”mødre og fædre”(dvs. flere af slagsen), så vi får sundere fjerkræ. Vi skal have racer, der vokser langsomt og bevæger sig mere end 1 meter fra fodertruget.

Vi skal i de små produktioner have forhold, der gør det muligt for os at producere de sunde dyr og ikke skulle slå besætninger ned til destruktion blot ved mistanke om salmonella tre uger før de skal slagtes, hvor der er postet foder, strøelse, kalk, grønt m.m. i dem.

Vi skal have ordentlige forhold for de små slagterier og gerne flere af dem rundt omkring i landet, så fjerkræ ikke skal fragtes til Berlin for at blive slagtet.

Gitte og Ib har rundet de tres år. De er trætte. Ikke af at slagte, men af konstant at få at vide af myndighederne, at de ikke har forstand på det de gør. Det har dyrlægen i øvrigt heller ikke, mener kontrollen, så dyrlægerne skal også kontrolleres af andre dyrlæger.

Gitte og Ib knokler her om efteråret og frem mod jul, for der er travlt på det lille slagteri med vildt, gæs- og ællinger. Man står meget tidligt op og bliver ved og sådan skal det jo være, for man kan jo ikke lægge dyrene i udbakken til i morgen. Det er et hårdt job, som få gider udføre. Det gider de snart heller ikke, for papirarbejdet har taget overhånd. De tager ét år ad gangen siger de.

Lars og jeg har udleveret Kærsgård Kyllinger i dag til en masse glade mennesker, men har også måttet sige, at det kan være det snart er slut, for enten skal myndighederne nok finde en grund til at lukke os og/eller stopper Gitte og Ib – og så bliver næste stop for os et slagteri i Berlin.

Når nu Bondens Marked er overstået går vi en lang vinter i møde, som skal helliges forholdene for de små rugerier, fjerproducenter og –slagterier i Danmark. En masse må undersøges og noget må gøres. Jeg håber at høre fra flere så vi kan gå sammen om det her, så vi kan opretholde sundt, dansk fjerkræ. Jeg vil igennem vinteren have kontakt til andre fjerkræproducenter, leverandører af fjerkræ og æg, slagterier, forbrugere m.fl., så nu er I advarede.

Vi skal bevare en dansk fjerkræproduktion for små producenter af fritgående fjerkræ. Ellers ryger det hele til udlandet. Og i udlandet har de salmonella og dårlig dyrevelfærd, men det bliver konsekvensen, tro mig!

I kommer til at høre meget til det her, efterhånden som jeg kommer til bunds i det!

PS: Allégården på Fyn http://www.allegaardenskylling.dk/ har droppet at lave deres sommerkyllinger, der går i det fri og smæsker sig og laver nu kun staldkyllinger.

PS: PS: Vi fik aldrig den fødselsdagsdram, for humøret var ikke til det.

fredag den 13. juli 2012

Lars' opskrift på Kærsgård Kylling

Den 31. maj 2012 deltog Lars i konkurrencen om at skabe en Faxe Egnsret. Konkurrencen foregik på  Klostercafeen på Gisselfeld Kloster og var arrangeret af Faxe Turistbureau. Det var en hyggelig og spændende aften, og Lars havde et langt indlæg på TV2Øst med sin kylling.

Lars fik en anden plads og var ikke helt tilfreds med placeringen, men hvorom alting er, så synes jeg, at jeg vil dele hans opskrift med jer. Tidsfristen for at få udtænkt en opskrift var meget kort, men selvom tidspresset var stort, så lykkedes det alligevel for Lars at få lavet en lækker ret.

Der anvendes naturligvis en kylling fra Kærsgård, som har levet det meste af sit liv, efter den er fuldfjeret, ude i den store hønsegård og kan gå rundt og skrabe, støvbade og spise grønt. Kyllingerne er af racen JA757 og lever i ca. 80 dage. Det er en forholdsvis langsomt voksende kylling, hvilket gør at strukturen i kødet er god og lækker. Alt vores fjerkræ bliver slagtet hos Dannemare Fjerkræslagteri.

Stegt frilandskylling med nye kartofler, grønne asparges, løg kompot, blåbærchutney og en frisk agurkesalat med yoghurt


Kylling kan købes hele året og kan sagtens bruges også fra frost. Kartofler er fantastiske lige nu og kan varieres på utallige måder senere på sæsonen, kun fantasien sætter grænser.
Relationen til de fire farver er:
Grønne skove – her er det asparges. Senere kan det være grønne bønner, ærter, kål eller andet grønt og sprødt.
Marker – brun løgkompot. Løg opbevares nemt hele året.
Blåt vand – blåbærchutney, ganske vist bliver blåbær nærmest sorte ved tilberedning, men chutney er nem at lave og kan varieres med spænende krydderier hvis det ønskes. Samtidig kan den opbevares på glas.
Hvid – frisk, moderne agurkesalat med yoghurt, hvidløg og dild.

Opskrifter:  

Stegt frilandskylling
  • 1 stor frilandskylling fra Kærsgård
  • Et bundt persille
  • ½ - 1 æble
  • Smør, salt og peber.
Kærsgårdkyllingen renses og krydres ind- og udvendigt med salt og peber. Kyllingen fyldes med persille og et par æblebåde for at give lidt sødme og syrlighed. Skindet på brystsiden løsnes forsigtigt og der lægges lidt smør for at forhindre brystkødet i at blive tørt. En frilandskylling har levet mere end dobbelt så lang tid som en industrikylling, så der er meget mere struktur i kødet. Derfor er stegetiden naturligvis længere, så det er vigtigt at beskytte brystkødet. Kyllingen steges i ovnen mellem 1½ og 2 timer ved 175 - 200 grader afhængig af størrelse. Tilsæt gerne en god kyllingfond, så den ikke steger tør. Dryppes jævnligt med stegeskyen. Mens kyllingen udskæres, kan man med fordel indkoge stegeskyen og servere denne til retten.

Tips:
Kyllingen kan steges både i ovn, gryde eller kuglegrill. Så er man mere til udekøkkenet kan det også lade sig gøre.
Der er i en stor frilandskylling på et par kilo nemt mad til 6 personer. Og husk at bruge ben og skroget til at koge fond på.

Nye kartofler

De nye kartofler vaskes grundigt og koges i letsaltet vand. Pas endeligt på ikke at koge dem forlænge, de fortjener kun den bedste behandling. 10 min. er ofte nok. Og lav endeligt ikke for lidt, de er stærkt vanedannende! Kog evt. lidt friske krydderurter med i vandet – men ikke for meget. Man skal kunne smage kartoflen.

Grønne asparges  

De nye friske grønne asparges kan spises rå, så også her skal man passe på med kogetid. Jeg har her stillet dem i et litermål og overhældt dem med kogende vand og tilsat lidt salt. 1 til 2 min er rigeligt. Er man på terrassen og har gang i grillen, kan man også grille den friske asparges på grillristen.

Blåbærchutney
  • 1 mellem rødløg, finthakket
  • 1 dl æblecidereddike
  • 2 – 3 tsk. honning
  • 2 dl blåbær
Bland løg, eddike og honning i en gryde og lad det simre til godt halvdelen af væsken er væk. Tilsæt blåbær og lad simre færdig til en passende konsistens.

Tips:
Der kan tilsættes lidt finthakket chili, hvis kompotten skal have lidt ekstra bid.

Løgkompot
  • 300 g løg
  • 2 dl Royal Stout eller anden mørk øl (resten nydes som kokkeolie under tilberedning af retten)
  • 1 – 2 tsk. honning
Løg brunes svagt i lidt smør, øl og honning tilsættes, og der koges uden låg til væden er væk. Smages til med salt og peber

Tips:
Afhængig af øllets karakter kan der tilsættes lidt balsamico for at afstemme retten og evt. ca. 1 dl fond.

Frisk agurkesalat med yoghurt
  • 1 grøn agurk
  • 2 dl drænet yoghurt
  • 1 – 2 fed hvidløg
  • Dild
  • Citronsaft
Agurken skæres igennem på langs og kærnerne fjernes. Rives groft på et rivejern. Yoghurt blandes med presset hvidløg, finthakket dild og det hele smages til med salt og lidt citronsaft.



Til denne opskift er det absolut muligt udelukkende at anvende råvarer fra Faxe kommune. Man skal blot huske at tilpasse sig årstidernes udvalg af grøntsager og så acceptere, at sort peber og citron hører til de krydderier, der ikke dyrkes i Danmark.

Til retten serveres en flaske Pinot Noir, Wolfberger fra Alsace årgang 2009 fra Hvidløg og Vin.

Leverandører til retten:
·          Kyllingen er fra Kærsgård Gårdbutik - http://www.kaersgaard.net/ Vi har fra hylderne i vores gårdbutik taget honning, æblecidereddike. I haven har vi alverdens krydderurter, som vi også har anvendt
·          Grøntsagerne er fra Kildemarksgården - http://kildemarksgaarden.dk/
·          Hvidløgene og vinen er fra Hvidløg og Vin - http://www.hvidløg-vin.dk/
·          Blåbærrene er fra Feddet - http://www.strandegaard.dk/
·          Yoghurt er fra Marjatta - http://www.marjatta.dk/
·          Øllet er fra Royal Unibrew - http://www.royalunibrew.com/

Velbekomme KH/Lars

tirsdag den 24. april 2012

Bønderne genindtager Vesterbro!

Når vi færdes i København og glædeligt fortæller om, hvad der foregår på Bondens Marked på Gisselfeld og hos Kærsgård, ser folk for det meste altid glade og meget interesserede ud. De fortæller os, at det var da nogle dejlige initiativer, vi har taget, og at det må være skønt at kunne komme i butikken og købe alle de dejlige fødevarer, som vi selv laver og fra alle de skønne producenter, som vi samarbejder med.

Men så er det også de rynker panden og siger, at de jo ikke har mulighed for at komme helt til Haslev – eller rundt på Sjælland for den sags skyld - og til Bondens Marked og handle. De vil så gerne have fat i varerne, høre historierne og lære.

Og vi producenter mener jo, at vi har en masse at tilbyde københavnerne. Men det er svært at finde den rette løsning. Og ja – det kniber med at få lokket folk ud på landet. Og det er jo ærgerligt, når vi mener vi har noget at byde på herude på landet, som folk i hovedstaden vil sætte pris på.

Jeg lå en nat og filosoferede lidt over, hvordan det kunne lykkes at få trådene samlet – og så kom ideen til mig: Vi skal da ind i Kødbyen på Vesterbro!

Kødbyen er et råt sted med masser af muligheder og i forvejen mange gode madinitiativer. Der har altid været kød, fisk og anden mad i Kødbyen. I gamle dage kom bønderne til Vesterbro med deres varer. Derfor er der også den forskel på øvre og nedre del af Strøget, for i gamle dage holdt borgerskabet til ved Kgs. Nytorv og bønderne oppe i den øvre ende ved Vesterbro. Og det er også stadig her vi bønder hører til.

Rammerne i Kødbyen vil være perfekte for Bondens Marked, for maden skal ned i øjenhøjde igen. Mad er efterhånden blevet noget akademisk med en masse flotte ord. Det handler jo i bund og grund om, at vi igen får øjnene op for de friske, danske, sunde råvarer og får dem tilbage i køkkenerne.

I dag fragtes fødevarer over lange afstande – frem og tilbage på kryds og tværs af Danmark og rundt om hele kloden. Det gør, at fødevarerne mister deres smag og friskhed. På Bondens Marked i Kødbyen vil det være fx gulerødder og jordbær, man finder, der kommer direkte fra jorden om morgenen til københavnernes middagsborde om aftenen. Vi skal igen lære at følge sæsonerne for de danske fødevarer.

Samtidig vil fødevarerne på Bondens Marked sælges uden om detailledet, så det bliver billigere at få fat i de gode kvalitetsfødevarer.

Ikke kun de private forbrugere, men også restauranterne og de andre professionelle vil kunne få glæde af at gøre deres indkøb på Bondens Marked. Man vil kunne vælge sine leverandører og varer med omhu.

Vi er mange små og mellemstore producenter, der går med mange overvejelser om, hvordan en distribution af vores fødevarer kunne foregå – og det har vi gjort i flere år. Der er gået mange timer på netværksmøder, med konsulenter og snak, og det er stadig ikke lykkedes for os at finde en holdbar, økonomisk løsning. Men det håber vi også, at vi ved at trække til hovedstaden, vil kunne løses.

Praktisk info


Adressen bliver: Forpladsen foran Øksnehallen, og vi er klar til at modtage jer fra kl. 10:00 til kl. 17:00

Fem af datoerne for vores markeder ligger allerede fast, og vi arbejder på at få knyttet et eller flere temaer til datoerne, så vi følger sæsonen for vores fødevarer:

·         16. juni
·         7. juli
·         28. juli
·         18. august
·         8. december

Vi håber vi kan få flere datoer, men der er arrangementer i selve Øksnehallen, som gør, at vi ikke kan være der.

Og hvem er så med i madorkestret: Lars Peter Nielsen og Jette Højholdt Mikkelsen fra Kærsgård, hvor vi har gårdbutik med kød fra egne dyr og produkter fra andre producenter. Vi har siden 2007 to gange om året arrangeret Bondens Marked på Gisselfeld – og det fortsætter vi med. Og så har vi fået vores bedste samarbejdspartnere med, nemlig Mogens Bisgaard journalist med eget firma, Konkret, stor kærlighed for mad og én af ankermændene i Slow Food. Og Martin Guf Becker Rasmussen kok og medindehaver af Nose2Tail Madbodega og morgenkok på tv2. Vi er et godt team med masser af netværk, samarbejder og kontakter – og vi glæder os! Vi skylder alle fire en stor, varm tak til Københavns Kommune og Rasmus Sanchez Hansen, som har givet os denne mulighed og som i den grad støtter vores ideer og tanker på fødevareområdet. Vi arbejder alle fem på at kunne give borgerne i København nogle fødevareoplevelser, som ikke vil kunne opleves andre steder.

søndag den 11. marts 2012

Når bønderne går til teatret

For noget tid siden læste jeg en artikel i landbrugsbladene om, at CaféTeatret i Skindergade i København søgte rigtige landmænd til et stykke Projekt Landbrug, de ville opføre om dansk landbrugs vilkår i 2012. http://www.cafeteatret.dk/2011-12/projekt-landbrug.asp

Jeg skrev en lang mail til CaféTeatret og fortalte vores historie. Vi har jo her på Kærsgård så meget på hjerte, som vi gerne fortæller til dem, der gider høre på os! Det løber jo lige frem over en gang imellem…

Efter kort tid blev vi kontaktet af CaféTeatret og inviteret til at deltage i en workshop på teatret sammen med andre landmænd. Jeg var blevet lidt skeptisk, for imellem tiden var noget Anders Breivik halløj kommet ind over, og jeg tænkte sådan på, hvad mon de vil med os? Skal vi hænges ud som skurke, svindlere, dyremishandlere, fallenter, miljøsvin og alt det andet?

Lars blev hevet med til workshoppen, og vi fik begge sådan en god mavefornemmelse ved at opleve medarbejderne på CaféTeatret og få en god diskussion med de andre landmænd. Der var bare en rigtig god stemning allerede ved første møde, så selvom vi syntes, det var en stor udfordring, så var vi begge enige om, at det skulle have en chance. Vi var nok noget i tvivl om inden, hvad forventningerne til os landmænd var, så vi blev noget overraskede over, hvor stor en rolle CaféTeatret havde tiltænkt os.

Det gjorde stort indtryk på os, at langt de fleste af landmændene til forestillingen faktisk er de mennesker, som pressen og befolkningen beskylder for at ødelægge alt liv her på jord og forårsage samtlige ulykker. Lars' og min rolle i forestillingen er virkelig taknemmelig – også selvom vi ikke er økologer - men de der landmænd med store brug med svin, planteavl og alt det andet "onde", de havde, som vi selv havde gjort det, selv henvendt sig, fordi de har noget på hjerte! De gider ikke blive ved med at bukke hovedet, men vil ud diskutere, det der laver og lever af. Og tænk sig så kommer CaféTeatret forbi og giver os alle den mulighed for at få læsset alt det af, vi går og brænder inde med og brænder for. Lige hvad vi kun kunne drømme om!

Frustrationerne stod på række hos alle mand under workshoppen over tåbelige regler, kontrol fra EU og bankernes besynderlige opførsel - og det, uanset om man var lille eller stor. Vi kunne have siddet sammen hele weekenden og luftet ud.

Landbrug og Fødevarer var forbi i går, da jeg deltog i forestillingen. De sagde, at de ikke havde troet, at CaféTeatret havde kunnet skaffe landmænd til sådan en forestilling, så de var virkelig overraskede over, at det bare ikke havde været et problem at skaffe rigtige, vaskeægte landmænd. De stod jo lige dér foran dem!

Pressen er skuffet over, at vi ikke står i kedeldragt, med halm bag ørerne og i træskoene, men vi har jo netop fået bud på at være helt os selv fra CaféTeatrets side. Vi skal ikke iscenesætte os på nogen måde, og vi møder altså ikke op i hovedstaden iført kedeldragt og træsko, når vi selv kan vælge. Så vil vi gerne have lidt pænt tøj på - og jeg som eneste kvinde - lidt mascara på øjenvipperne! Det er jo sjovt at sidde inden forestillingen og høre fra landmændene: Synes I jeg skal have den her trøje på eller hwa'? Skal den hænge over skuldrene i stedet? Det bliver varmt på CaféTeatret, så det går ikke med trøjer :)

Landmændene er sat til at skulle guide publikum rundt i tre grupper i forestillingen sammen med CaféTeatrets personale, så vi er med til at tage imod publikum og få en snak med dem, mens alle indfinder sig. Så skal vi præsentere os selv kort, og så går det ellers op og ned ad smalle trappeopgange, som det nu er i det indre, gamle København, rundt til de forskellige forestillinger. Snakken med publikum er hyggelig, og det er sjovt at høre kommentarerne, når man fører dem rundt: "Vidste du det?" "Jeg kunne aldrig slå et dyr ihjel…", bliver der hvisket. Personalet på teatret er der hele tiden, men det er ikke altid man ser dem. Det er sådan noget jeg synes kan være lidt "spooky": En dør går op, lyset tændes – eller slukkes - og jeg skal som fortrop lede videre og stikker hovedet ud: Hvem fa'n var nu lige det, der kunne åbne en dør til en trappeopgang og så forsvinde??? ;)

Forestillingerne er forskellige, men som landmand holder jeg mere og mere af dem, for hver gang jeg ser dem. Og jeg holdt allerede af det fra starten. Bo Madvig, der beskriver en frustreret, falleret landmand på kanten af livet, så man mærker det helt ind i sjælen. Cecilie Ullerup Schmidt, der ligner en god landtøs fra Holstebro og optræder med en død gris og nogle teenageknægte (det er jo alderen på grisen, når den bliver slagtet) og overrasker og pirrer undervejs. Joachim Hamou, der ikke kendte til landbrugets vilkår inden, men får skabt nogle gode diskussioner i sit rum om vigtige ting omkring nogle workshops. http://www.landdrama.org/.

De kan det, vi landmænd ikke kan. De kan påtage sig en rolle og fortælle vores historie med andre vinkler, som får os til at tænke os om. Og tænk sig, at de gør det! De gider godt, selvom jeg ikke tror på, at de til daglig har meget møg under skoene eller kedeldragt på;)

Undervejs får vi bønder lov til at fortælle vores historie. Vi har ingen instruktion fået, og det kommer fra hjertet. Vi får 4 minutter på et podium, hvor vi har publikum for os selv og kan fortælle vores historie - hvor mange kan få lov til at gøre det til daglig?

Til slut skal vi igen ned i forsamlingshuset og nu høre koret. De skønne, gravide bondepiger kan fortolke dansk landbrugshistorie som i gamle dage - og så som det er i dag. Man bliver bare glad i låget at se og høre dem. De er så skønne. Det starter blidt og roligt, men sådan fortsætter det selvfølgelig ikke. Flere af bondepigerne ER faktisk gravide!

Og så skal vi på igen. Debatten begynder. Vi fortæller lidt om, hvad vi kan relaterer os til i forestillingen. Hos mig er det helt klart, at transporten er vores slagtedyr foregår over længere og længere afstande. Og efter det kan publikum spørge ind hos os. Og det vil de sørme gerne. Og det er hér vi får lov til at møde fordommene og fortælle vores vinkel på det.

Så går vi over til højskolesangbogen, og efter det kommer den frie snak i baren. Her møder vi både de mennesker, der enige med os, de der er uenige og nogle kværulanter, der altid vil være imod alting. Og hvor er det skægt! Vi er jo på hjemmebane, men altså jo - fordommene går begge veje! Gu' gør de så!

Jeg bliver overrasket over, at folk så gerne vil tale med os – også efter forestillingerne. De har også noget på hjerte, som de skal af med.

Både Lars og jeg er begge så supertaknemmelige over at være en del af det her Projekt Landbrug og har virkelig været nervøse for, om vi overhovedet var i stand til performe med vores liv, så nogen kunne synes, det var interessant, og så der overhovedet var nogen, der gad komme at se forestillingen pga. os. Jeg er så imponeret over det engagement, der er fra alle sider.

Det er en kæmpeoplevelse for os landmænd, og jeg kan kun tage min lille hat af for de landmænd, der har modet til at forsvare de store landbrug overfor en flok, der er parat til at gå i kødet af dem/os. Tænk på at vi selv har meldt os!

Pressen har taget godt imod stykket, og vi giver CaféTeatret en megakrammer og et møs på panden, fordi de har gjort det her! Følg med på deres blog:


Og skulle forestillingen fortsætte, så bakker vi gerne op om det!