Jeg skrev en lang mail til CaféTeatret og fortalte vores historie. Vi har jo her på Kærsgård så meget på hjerte, som vi gerne fortæller til dem, der gider høre på os! Det løber jo lige frem over en gang imellem…
Efter kort tid blev vi kontaktet af CaféTeatret og inviteret til at deltage i en workshop på teatret sammen med andre landmænd. Jeg var blevet lidt skeptisk, for imellem tiden var noget Anders Breivik halløj kommet ind over, og jeg tænkte sådan på, hvad mon de vil med os? Skal vi hænges ud som skurke, svindlere, dyremishandlere, fallenter, miljøsvin og alt det andet?
Lars blev hevet med til workshoppen, og vi fik begge sådan en god mavefornemmelse ved at opleve medarbejderne på CaféTeatret og få en god diskussion med de andre landmænd. Der var bare en rigtig god stemning allerede ved første møde, så selvom vi syntes, det var en stor udfordring, så var vi begge enige om, at det skulle have en chance. Vi var nok noget i tvivl om inden, hvad forventningerne til os landmænd var, så vi blev noget overraskede over, hvor stor en rolle CaféTeatret havde tiltænkt os.
Det gjorde stort indtryk på os, at langt de fleste af landmændene til forestillingen faktisk er de mennesker, som pressen og befolkningen beskylder for at ødelægge alt liv her på jord og forårsage samtlige ulykker. Lars' og min rolle i forestillingen er virkelig taknemmelig – også selvom vi ikke er økologer - men de der landmænd med store brug med svin, planteavl og alt det andet "onde", de havde, som vi selv havde gjort det, selv henvendt sig, fordi de har noget på hjerte! De gider ikke blive ved med at bukke hovedet, men vil ud diskutere, det der laver og lever af. Og tænk sig så kommer CaféTeatret forbi og giver os alle den mulighed for at få læsset alt det af, vi går og brænder inde med og brænder for. Lige hvad vi kun kunne drømme om!
Frustrationerne stod på række hos alle mand under workshoppen over tåbelige regler, kontrol fra EU og bankernes besynderlige opførsel - og det, uanset om man var lille eller stor. Vi kunne have siddet sammen hele weekenden og luftet ud.
Landbrug og Fødevarer var forbi i går, da jeg deltog i forestillingen. De sagde, at de ikke havde troet, at CaféTeatret havde kunnet skaffe landmænd til sådan en forestilling, så de var virkelig overraskede over, at det bare ikke havde været et problem at skaffe rigtige, vaskeægte landmænd. De stod jo lige dér foran dem!
Pressen er skuffet over, at vi ikke står i kedeldragt, med halm bag ørerne og i træskoene, men vi har jo netop fået bud på at være helt os selv fra CaféTeatrets side. Vi skal ikke iscenesætte os på nogen måde, og vi møder altså ikke op i hovedstaden iført kedeldragt og træsko, når vi selv kan vælge. Så vil vi gerne have lidt pænt tøj på - og jeg som eneste kvinde - lidt mascara på øjenvipperne! Det er jo sjovt at sidde inden forestillingen og høre fra landmændene: Synes I jeg skal have den her trøje på eller hwa'? Skal den hænge over skuldrene i stedet? Det bliver varmt på CaféTeatret, så det går ikke med trøjer :)
Landmændene er sat til at skulle guide publikum rundt i tre grupper i forestillingen sammen med CaféTeatrets personale, så vi er med til at tage imod publikum og få en snak med dem, mens alle indfinder sig. Så skal vi præsentere os selv kort, og så går det ellers op og ned ad smalle trappeopgange, som det nu er i det indre, gamle København, rundt til de forskellige forestillinger. Snakken med publikum er hyggelig, og det er sjovt at høre kommentarerne, når man fører dem rundt: "Vidste du det?" "Jeg kunne aldrig slå et dyr ihjel…", bliver der hvisket. Personalet på teatret er der hele tiden, men det er ikke altid man ser dem. Det er sådan noget jeg synes kan være lidt "spooky": En dør går op, lyset tændes – eller slukkes - og jeg skal som fortrop lede videre og stikker hovedet ud: Hvem fa'n var nu lige det, der kunne åbne en dør til en trappeopgang og så forsvinde??? ;)
Forestillingerne er forskellige, men som landmand holder jeg mere og mere af dem, for hver gang jeg ser dem. Og jeg holdt allerede af det fra starten. Bo Madvig, der beskriver en frustreret, falleret landmand på kanten af livet, så man mærker det helt ind i sjælen. Cecilie Ullerup Schmidt, der ligner en god landtøs fra Holstebro og optræder med en død gris og nogle teenageknægte (det er jo alderen på grisen, når den bliver slagtet) og overrasker og pirrer undervejs. Joachim Hamou, der ikke kendte til landbrugets vilkår inden, men får skabt nogle gode diskussioner i sit rum om vigtige ting omkring nogle workshops. http://www.landdrama.org/.
De kan det, vi landmænd ikke kan. De kan påtage sig en rolle og fortælle vores historie med andre vinkler, som får os til at tænke os om. Og tænk sig, at de gør det! De gider godt, selvom jeg ikke tror på, at de til daglig har meget møg under skoene eller kedeldragt på;)
Undervejs får vi bønder lov til at fortælle vores historie. Vi har ingen instruktion fået, og det kommer fra hjertet. Vi får 4 minutter på et podium, hvor vi har publikum for os selv og kan fortælle vores historie - hvor mange kan få lov til at gøre det til daglig?
Til slut skal vi igen ned i forsamlingshuset og nu høre koret. De skønne, gravide bondepiger kan fortolke dansk landbrugshistorie som i gamle dage - og så som det er i dag. Man bliver bare glad i låget at se og høre dem. De er så skønne. Det starter blidt og roligt, men sådan fortsætter det selvfølgelig ikke. Flere af bondepigerne ER faktisk gravide!
Og så skal vi på igen. Debatten begynder. Vi fortæller lidt om, hvad vi kan relaterer os til i forestillingen. Hos mig er det helt klart, at transporten er vores slagtedyr foregår over længere og længere afstande. Og efter det kan publikum spørge ind hos os. Og det vil de sørme gerne. Og det er hér vi får lov til at møde fordommene og fortælle vores vinkel på det.
Så går vi over til højskolesangbogen, og efter det kommer den frie snak i baren. Her møder vi både de mennesker, der enige med os, de der er uenige og nogle kværulanter, der altid vil være imod alting. Og hvor er det skægt! Vi er jo på hjemmebane, men altså jo - fordommene går begge veje! Gu' gør de så!
Jeg bliver overrasket over, at folk så gerne vil tale med os – også efter forestillingerne. De har også noget på hjerte, som de skal af med.
Både Lars og jeg er begge så supertaknemmelige over at være en del af det her Projekt Landbrug og har virkelig været nervøse for, om vi overhovedet var i stand til performe med vores liv, så nogen kunne synes, det var interessant, og så der overhovedet var nogen, der gad komme at se forestillingen pga. os. Jeg er så imponeret over det engagement, der er fra alle sider.
Det er en kæmpeoplevelse for os landmænd, og jeg kan kun tage min lille hat af for de landmænd, der har modet til at forsvare de store landbrug overfor en flok, der er parat til at gå i kødet af dem/os. Tænk på at vi selv har meldt os!
Pressen har taget godt imod stykket, og vi giver CaféTeatret en megakrammer og et møs på panden, fordi de har gjort det her! Følg med på deres blog:
Og skulle forestillingen fortsætte, så bakker vi gerne op om det!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar