Kærsgård Tudefjæs!

Den svære madkunst!

Økonomien

Jeg stod en gang glad og fro på et marked, som vi jo gør så ofte. En kunde kommer hen til mig og får smagsprøver. Hun smiler meget og siger, at det smager rigtig godt og vil gerne købe lidt med hjem. Undervejs i handelen siger hun: Nu håber jeg ikke, det er noget I tjener penge på!!! Det var ikke ment som, at det er noget bras, det vi laver, men at hun var af den opfattelse, at det vi bruger så meget tid og hjerteblod på, skulle der ikke også tjenes penge på. Og hvad svarede jeg: Øøøøh bøøøh tjaaah...., for jeg fik da pludselig en dårlig smag i munden over, at vi skulle tjene penge på de fødevarer, vi avler frem, selvom der jo også skal betales skat, husleje, revisor, obligatorisk rådgivning, fødevarekontrol og mange andre ting osv. Sådan er vilkårene efterhånden blevet i fødevarebranchen.

Jeg har arbejdet som direktions- og chefsekretær i mange år og har haft en god løn med mange gode goder, men dog lange - meget lange arbejdstider. Utroligt at jeg egentligt klarede det i så mange år, for jeg har det rigtig skidt med autoriteter, hvis nogen skulle være i tvivl ... - især når gensidig respekt ikke er tilstede. Det lykkedes mig dog at have ganske få gode chefer, som forstod at udnytte det, jeg var god til.

Jeg sluttede min erhvervskarriere som kontorassistent, og det var jeg bare glad for, fordi jeg så fik kolleger omkring mig, jeg kunne tale med. Det havde jeg ikke på samme måde som direktions- og chefsekretær. En sekretær skal jo helst holde på hemmelighederne, derfor får vi som regel også en god løn for at kunne være "the lonesome wolf".

Men der er jo stadig chefer, som vil bestemme alt for meget. De mente også, det var en rigtig god idé, om jeg fik mere end 2 timers transport om dagen i stedet for 15 minutter, så samarbejdet både for mig og en del andre kolleger ophørte. Det kunne ikke hænge sammen med det herhjemme, som jo var det jeg gerne ville.

Det blev startskuddet til at køre fuld skrue på Kærsgård og Bondens Marked. Det var en beslutning, vi tog i fællesskab, og den blev taget fuldt ud fra dag ét. Ikke noget med dagpenge, andre offentlige ydelser eller alle mulige andre ulovligheder, så man kan udnytte systemet samtidig med, man venter på succes - næh nej - det var et clean cut fra et liv som almindelig lønslave og til et frit liv som selvstændig. Gårdbutikken blev åbnet og Bondens Marked fik fuld opmærksomhed.

I starten af forløbet tog jeg en del kurser indenfor iværksætteri og journalistik, som også kun vi selv har finansieret og ikke samfundet. De kurser har jeg stor glæde af. Ville gerne have fortsat, men det er dyre kurser, og dyrene og gården kommer allerførst.

Vi må selv ud og markedsføre og sælge vores produkter, for skal vi sælge til videresalg til andre, tjener vi ingenting. Når en købmand skal tjene 50% på vores produkter, så hænger det ikke sammen. Ergo må vi selv af sted. Det er dét mange små og mindre landmænd lider under. Skal man sælge til videresalg, kræver det meget stor volumen, før det hænger sammen, og så mister Kærsgård og andre småbrug altså noget af hyggen, nærværet og "håndværket".

Det er bl.a. derfor vi har lavet Bondens Marked. På denne måde kan kunden købe vores produkter direkte af os uden det fordyrende mellemled. Det vinder alle på - på nær købmanden og supermarkederne. Men det er hårdt arbejde. Det skal så også siges, at bonden selv bedst sælger sine varer.

Kontoen for Bondens Marked er langsomt på vej i overskud. Vi startede op i 2007 og er blevet taget ved næsen flere gange. Det kan være, vi har været for naive, men vi skulle i gang med sagerne og mente, at de samarbejder vi havde indgået - både med offentlige og de private - var gode. Vi griber nu tingene anderledes an, udliciterer og laver selv kontrakter. Det er nødvendigt, ellers overlever vi ikke. Vi er også afhængige af vejret og store begivenheder, så nogle markeder har på den konto givet underskud

Det er ikke gået ud over hverken stadeholdere eller marked, at det har været sådan. Udviklingen er blot gået lidt langsommere. Vi er på rette vej, men det bliver aldrig nogen guldrandet forretning for os. Meningen er, at det skal kunne løbe rundt med plads til forbedringer og udvikling. De penge, der kommer ind på Bondens Marked bliver i Bondens Marked. Som Mikael Hansen fra Kulinarisk Sydfyn siger: "Man skal ikke afholde fødevaremarkeder for at tjene penge, for det kommer aldrig til at ske!"

Men, at det er Lars og mig der står bag som privatpersoner - det kan åbenbart støde en del mennesker. Det gør så til gengæld også, at det er svært at søge om om midler, så vi virkelig kunne rykke, for det kræver at man er en forening. Og jeg orker heller ikke - igen - at skulle udfylde uforståelige ansøgninger på 64 sider til et system der helst kun bevilger penge til nye projekter og ikke ønsker at støtte de gamle. At så de nye projekter ofte består af folk fra de gamle projekter - det er en anden snak.... Havde jeg tid og evner og intet andet at lave, så gennemgik jeg gerne hele det offentlige bevillingssystem. Det bliver en helt anden historie en gang - og her kunne spares rigtig mange penge! Men Bondens Marked skal hvile i sig selv - uden offentlige midler og midler fra utidige investorer.

Ja - Bondens Marked foregår for Lars' og min regning og risiko. Lars er den praktiske, og jeg er den højtflyvende - og denne kombination er god, når vi kan enes om det. Men det skal vi jo, for elllers hænger det ikke sammen. Vi erkender hinandens stærke og svage tider og lader bølgerne gå højt indimellem.

Vi skulle jo så gerne via handelen hos Kærsgård på Bondens Marked gerne tjene penge - ellers er det da helt gakkelak!

Projekterne

Så er der projekterne. Vi har gang i mange ting på Kærsgård for at forbedre dyrevelfærden og vores produkter. Det er blot hundesvært at finde nogle at samarbejde med.

Vi har nogle gode mentorer på dyreområdet, som vi ikke kan klare os uden. Vi har selv fundet og overbevist dem, og vi synes vi er ret gode til at finde nogle af de dygtigste at samarbejde med. Det tager tid at skabe den tillid i sådan nogle samarbejder.

Blot er der stadig masser af ting, vi selv skal finde ud af og sætte os ind i. Derfor skal vi i gang med at prøve forskellige typer af dyr. Dyr som er sat i verden til at vokse langsomt med en god struktur og smag i kødet. Der skal altså også være kvalitet i smagen, og det arbejder vi på.

Vi mener, vi har fundet det rigtige "kødkvæg" nemlig vores Jerseytyrekalve og og vores får af racen Shropshire, fordi de vokser langsomt, så nu skal vi arbejde med kyllinger, gæs, ænder og grise.

Fjerkræ er i dag kun lavet til at skulle leve i kort tid. Når de så hos os skal leve i 80 dage, så volder det problemer. Vi har gang i et fjerkræprojekt sammen med hele rækken inden for branchen, så vi kan sikre en sund, dansk bestand af fjerkræ i fremtiden, og det haster! Det skriver jeg snarest om særskilt.

Og hvordan er den bedste gris i smag og struktur? Det skal vi også have fundet ud af.

Hvordan sikrer man, at dyrene får de nødvendige proteiner uden at skulle indtage soja fra nedlagte regnskove, der blevet til miljøbelastende marker? Det arbejder vi også på. Vi er i gang med at forsøge os med hestebønner, hampepiller, malmbyg og ærter.

Så er der, hvad der kommer ud af de slagtede dyr. Vi har et glimrende samarbejde med de bedste slagterier og slagtermestre. De tør blot ikke gå væk fra nitrit og andet, men de er de bedste håndværkere med masser af priser bag sig. Vi har mange gange efterlyst samarbejde imellem kokke, slagtermestre og producenter, fordi slagterne og os selv mangler viden til, at der kan laves noget godt.

Vi har smagt masser af pølser og andet pålæg uden tilsætningsstoffer, som er gået direkte til hundene. Ja, de stakkels hunde må stå model til meget, og de har sågar præsteret at sige "badr!" og se fortørnede på os. Det er bare ikke godt nok, at der ikke er tilsætningsstoffer i. Det skal altså også smage godt og må også gerne se bare lidt appetitligt ud.

Men igen må vi erkende, at vi selv må sætte os ned - sammen med alt det andet vi laver - og selv finde de ultimative opskrifter, der passer til vores kød, for det skal blive bedre, end det vi laver nu - ellers kan det være lige meget! Det gode håndværk, de gode råvarer og det sunde må da for pokker kunne kombineres!

Det er en skam, at det er svært at samarbejde både producenter imellem og madlavere og producenter imellem. Det har jeg skrevet om før. Hvor ville vi bare kunne rykke i den danske fødevarebranche, hvis vi kunne. Det kan være vi ikke er interessante nok at samarbejde med, men så må vi jo selv i gang.

Vi føler os her på Kærsgård ret alene her i kampen. På de dårlige dage tager vi fat i hinanden og siger: Vi har kun os to!

Det er en ren klagesang den her. Jeg læste i går at selv Rene Redzepi (uden sammenligning med os i øvrigt) må  forsvare sin livsdrøm med, at han helller ikke er pengepuger.

Og hvorfor gør vi det så? Vi kunne for to gode lønninger stadig have siddet i vores gode lejlighed på Frederiksberg og besøgt alle de fine restauranter derinde og få vores fødevareoplevelser dér, som vi gjorde den gang. Men det her er vores livsdrøm og -stil. Jeg går ikke længere i spadseredragt, men i overalls. Vores hjem er ikke længere rent (selvom Lars stadig drømmer om det). Her er konstant støv, jord og møg, men her er højt til loftet på alle måder. Vi er stadig i gang med at bygge om nu på 12. år, men planerne og drømmene er intakte. Vores gamle lejlighed på Frederiksberg var helt fiks og overfærdig.

Vi lægger faktisk hele vores hjerteblod i det her. Lars elsker sine dyr og føler et kæmpe ansvar for dem, og de er de vigtigste i vores verden. Vi kan ikke lade være. Vi gør det ikke udelukkende for kundernes skyld. Vi gør det, fordi vi tror på det og tror på det lange, seje træk. Det er ikke altid, vi får formidlet det godt nok til kunderne, men det er jo også vores livsprojekt, som det kan tage lidt tid og få formidlet ud. Og vi kan ikke gøre alle tilfredse. Det er umuligt.

Vi leger tit med tanken om, hvad vi ville gøre, hvis vi virkelig kom til muffen. Jamen så ville vi gøre det endnu bedre med landbrug og Bondens Marked, for det er af en eller anden mærkelig grund det, vi brænder for.

Jeg bliver berørt , når vi - og andre ildsjæle - får skudt i skoene, at vi er nogle gemene pengepugere og stikker folk blår i øjene. Det kan godt være, at vi på nogle områder ikke gør det godt nok, men vi prøver hele tiden på at lære og blive dygtigere. Og det kan vi heldigvis stadig nå - selv ved egen hjælp, for vi kan godt.

Har man behov for at tjene penge, så skal man holde sig langt væk fra fødevarebranchen og finde på noget helt andet - medmindre man er meget stor som alle de store spillere, der sætter dagsordenen for hele det danske fødevaremarked. Det er ikke hverken Kærsgård eller Bondens Marked, der gør det, hvis nogen skulle være i tvivl.... Vi er bittesmå.

Og selvom vi måske til tider kan føle os alene, så er vi det ikke. Vi kunne ikke leve foruden alle vores gode samarbejdspartnere. Men det er mig der står ansvar, når det kræves, og det skal jeg nok klare!

Som vores bedste mentor siger til mig i ny og næ: "Jette, jeg behøver ikke at forstå - jeg vil bare vide hvorfor!" Det, håber jeg, at ved nærværende har kunnet gøre. Synes jo, at jeg plejer at være ærlig og åben.

Og nu tilbage til arbejdet omkring Fjekræprojekt, Bondens Marked og Kærsgård.